Efter at have holdt skarpt øje med pageview counteren for bloggen, har jeg kunne konstatere at bloggen højst sandsynligt ikke bliver læst af nogen. Så advarsel til dem for hvem det nu måtte være relevant for den ene eller anden grund; fra nu af blogges der for alvor som om ingen læste denne blog.

Hej, mit navn er Sasha, og jeg har som knap-21-årig fundet ud af at jeg højst sandsynligt har højt-fungerende autisme eller mild Asperger's, og social angst. Jeg er ikke synderligt bekymret over nogen af disse diagnoser; jeg er faktisk bare frustreret over at jeg ikke har vidst det noget før. For hej, det giver mening og forklarer rigtig mange aspekter af mit liv. Basically;

Jeg er ikke en dårlig person, ligemeget hvor meget jeg forsøger at overbevise mig selv om det. (Eller, well, jeg kan i det mindste ikke beskyldes for at være en dårlig person over en hel del grunde jeg tidligere tog for givet; da de skyldes ting der er uden for min kontrol. Eksempler: )

1) Jeg kan ikke være sammen med folk mere end et par dage ad gangen. For nogen kun i en dags tid, og for nogle få undtagelser kan jeg være sammen med dem i 1 uge+ ad gangen (vi snakker 2 mennesker her, ud af hele min vennekreds).
Ikke fordi jeg er en dårlig person, men fordi jeg er indadvendt, har svært ved at læse sociale situationer og skal derfor arbejde ekstra hårdt på 'social niceties', og fordi jeg bliver anspændt over krævende sociale situationer.

2) Jeg kan ikke med idéen om at være i et forhold. Der har været et par stykker hvor det har virket attraktivt, men dem hvor jeg har forsøgt at agere på det er endt ud i at den anden person blev såret. Dette er grundet, udover min komplette mangel på interesse i intimt samvær af nogen art samt egentlige mangel på evne til at se på nogen romantisk, at jeg føler mig 'fanget' rigtig hurtigt - grundet den sociale angst. Jeg har brug for at kunne komme helt og aldeles på afstand af ting i det øjeblik jeg føler det nødvendigt, og jeg har brug for at kunne gøre det så længe jeg har lyst. Jeg kan simpelthen ikke tage hensyn til en anden persons ønsker og forventninger, og jeg har ikke lyst til at lade som om. Det kan jeg ikke.

3) Jeg forstår ikke altid andre menneskers besættelse af bestemte emner. Romantik, seksuelt samvær af enhver art, om de er single eller ej, deres plads i verden osv. osv. Jeg har enormt klare idéer i mit hoved om hvordan verden fungerer for mig og hvordan jeg ser mig selv i forhold til andre elementer i den, og jeg har simpelthen ikke empatien til at sætte mig ordentligt ind i andres situation vedr. dette.

4) Morbide ting er interessante, punktum. Jo mere off-limits og skævt i forhold til hvad man normalt 'må', jo bedre.

5) Nogle gange har jeg lyst til at gøre bestemte romantiske/venne ting jeg har læst om eller set i en film. Ikke fordi jeg føler det er noget jeg som sådan har lyst til bare for at gøre det - men blot for at vise at jeg ved denne ting vil gøre en person glad / interessere dem. Det er fuldstændigt som at finde en bestemt information nogen bestemte i ens omgangskreds ville være interesseret i / imponeret over at man ved.

6a) Nogle gange holder jeg vejret til jeg kan mærke mine muskler spasmer, blot for at forsøge at finde ud af hvordan iltmangel egentlig føles.

6b) I forbindelse med samme tankegang kan jeg godt lide at opleve ekstremer for min krop, blot for at katalogisere min førstehåndsoplevelse med det. Jeg har intet dødsønske, jeg vil blot gerne have infoen på første hånd.

Shit, jeg ved ikke engang hvad jeg ville med dette indlæg. Jeg har ikke sovet i 48 timer, og det ser heller ikke ud til at jeg får sovet i nat. Jeg tror jeg vil fordybe mig i mine kemi rapporter.
Godt nytår.

Ha! En god måde at uddybe hvad jeg i mit indlæg for et par dage snakkede om (den 24. - det med hvordan vi ser verden som mennesker - er du med? Godt), er at sammenligne det med hvordan vores hjerner fortolker rigtige og fiktive historier forskelligt.
Pointen er, at det gør den ikke. Den antager begge som genfortællinger af rigtige historier, og derfor er der mange der føler så enormt meget med fiktive karakterer (relativt til deres niveau af empati - vidste i at det siges at det også kan antages alt efter hvor lidt ydre stimuli der kræves for at man gaber? Det siger vidst meget om mig og min (noget begrænsede) omgangskreds at de fleste mennesker jeg vælger at omgås begynder at gabe blot ved beskrivelsen af et, mens jeg enormt sjældent gaber selv hvis andre omkring mig gør. (Jeg vælger at antage at dette er sandt idet det stemmer overens med teorien at vi gaber for at vise medfølelse for andres træthed) (så, sidespor igen) (i hvert tilfælde: ))
Hjernen ser ikke forskel på fiktive og ikke-fiktive fortællinger umiddelbart. Det er os som tillærte sociale væsner der vælger at kategorisere de to forskelligt.

Og det mener jeg netop er et eksempel på hvordan vi /vælger/ at se verden fremfor hvordan vi egentlig ser den uden filter.

Fri mig fra denne verdens befolknings fanatiske insistering på indvævning af detaljerede beretninger om kødelige bedrifter i hvert eneste værk jeg forsøger at få læst mig igennem - fiktivt såvel som ikke-fiktion.

Jeg forstår til tider ikke hvordan folk kan tænke på sig selv udelukkende i en social sammenhæng. Eller, i hvert fald, på den måde de fleste mennesker tilsyneladende ser på sig selv - sjældent udefra, og ikke ulig første-persons fortællinger.

Vi vil aldrig kunne opleve verden som i første-persons fortællinger; hverken som omnipotente eller ej.

Menneskets sind er uransageligt, vi kan bilde os selv ting ind; vi er aldrig objektive, så at tro det og leve livet i den tanke at måden man ser ting på er sand, forekommer mig fremmed og opspundet.

Ved at forestille os at vi har spist noget bestemt vi har lyst til, får vi vores hjerne til at udløse de samme kemikalier der så reagerer som hvis vi havde spist det. Vi kan på flere planer konstruere nye minder og reaktioner, så det praktisk talt er som hvis det egentlig var sket, for vores personlige tidslinje.
Og vi vil aldrig kunne komme ud over den personlige tidslinje - vi er ikke omnipotente. Vi ser alt igennem vores personlige filter, og vi kan fordreje oplevelser så de essentielt betyder noget helt andet for os.

Det er for mig uhyre vigtigt altid at huske på dette, og altid være opmærksom på det i mange situationer.
Det gør at jeg kan udnytte netop vores evne til at fordreje erindringer til min fordel; og jeg kan genkende trækkene hvis jeg ubevidst gør det i bestemte situationer, og arbejde på at ændre dette hvis det er uhensigtsmæssigt til hvad jeg foretager mig og hvad jeg ønsker mit udbytte skal være.

Lad være med at forsøge at lyve for jer selv, vi har kun vores egen kronologiske tidslinje og hvis man bare accepterer det og de komplikationer der kan komme hen ad vejen, er man straks et skridt nærmere at se verden objektivt - i hvert fald i det omfang vi nu ville kunne.

Min største drøm er at kunne se verden helt objektivt, og vide hvordan alt hænger sammen og foregår. I det øjeblik ville jeg være fuldendt. Det er et fantastisk mål at have, da jeg med sikkerhed ved at jeg aldrig vil opnå dette, det er simpelthen umuligt. Men jeg kan gøre et forsøg.

En dag ville jeg gerne prøve at være i isolation grundet strålebehandling.

At vide at man er omskåret fra verden grundet behandling der gør at man effektivt er farlig for andre mennesker at komme i kontakt med, at der udsendes partikler fra en selv som er til skade for omgivelserne,
forekommer mig uhyre spændende.

God jul.

Not good?

Jo jo, så fik jeg da glemt alt om denne blog igen. Til dem af jer der bruger blogger regulært og garanteret har glemt at i overhovedet følger mig; ... Surprise?

Der er sket en del ting siden sidst. (Reelt er der egentlig ikke sket særlig meget. Jeg har bare fået øjnene op for en del ting.)
Hvad jeg mener er, at der er sket en del ting for mig som person. ('som person' hvad betyder det nu?? Jo, sh, lad mig forklare.)
Først er det vel på sin plads at forklare at når jeg siger 'for mig som person' så mener jeg mig som menneske, som det vi kulturelt som mennesker har valgt at se os selv som, i modsætning til os som Homo Sapiens Sapiens, som art i sammenhæng med resten af universet. Generelt deler jeg alt op i de her to grupper - som verden egentlig er (den sammenhæng jeg normaltvis tænker på tingene i), og så hvordan vi som mennesker ser tingene. Et godt eksempel er f.eks. pengesedler. I første sammenhæng; stykker af spundet bomuld med tryk - i anden sammenhæng er det reelt penge. Astronomi ligger i første sammenhæng mens astrologi ligger i den anden. Matematik, til forskel fra de fleste andre videnskaber, ligger fast placeret i den anden sammenhæng - som jeg ser det, er det noget vi mennesker holder fast i og har en idé om præcis som værdien af penge. Det at vi har valgt at tælle ting, at vi har fundet ud af at opsætte formler der giver et generelt udtryk for forskellige ting, er alt vores egne idéer. Til forskel fra f.eks. kemien, hvor den viden vi har tilegnet os godt nok er blevet systematiseret over tiden men stadig er blevet fundet meget sporadisk, er matematikken 100% noget vi selv har opspundet. For at lære idéen bag formler og regressioner skal man kunne de basale regneregler, hvor man igen skal kunne tallene overhovedet.
SÅ. For at komme tilbage på sporet (endelig); de ændringer der er sket for mig (eller snarere er begyndt at ske for mig) er ikke nogen fysiske ændringer, det er ikke reele ændringer i mit skema eller mit livssyn. Det er pure ændringer i hvordan jeg ser mig selv som menneske, primært vedrørende mit sociale væsen (eller manglen på samme).
Jeg er vokset op med først ikke rigtig at tænke på mig selv i en social sammenhæng (forestil jer at i omkring 7. klasse lige pludselig begynder at få en fornemmelse for hvor fuldstændig ignorant i har været for det sociale spil omkring jer, om dem omkring jer overhovedet har haft lyst til at være sammen med jer, og at de i retrospekt nok egentlig helst har været fri.), for kun at blive fuldstændig overrumplet i de tidlige teenage-år. Det få enhver til straks at overkompensere, for hvordan ved man om man endnu ikke er vokset fra det? (Hint: Jeg aner faktisk ikke om det er den reaktion andre ville få. Mere om det senere.)
Sagen er, at jeg så overkompenserede enormt meget, og stadig gør det. Min default er altid at være enormt høflig. Endnu mere hvis jeg er i en situation jeg er ukomfortabel med.
Ikke den værste reaktion at få, no? Så sandt, så sandt.
Så snart man begynder at falde lidt ned men så bare stadig ikke kan finde et ekvilibrium, så er det at det begynder at være underligt.
Jeg har stadig ikke fundet den balance mellem 'jo, jeg kender dig så det her kan jeg godt tillade mig, og hvis jeg giver udtryk for at jeg ikke tror det er OK, så bliver du såret' og 'Det her kan jeg ikke tillade mig, enten fordi vi ikke kender hinanden godt nok, eller fordi det bare generelt ikke er en ting folk gør'.
See my problem?
Jeg har enkelt sagt et enormt problem med at læse situationer omkring mig, især i forbindelse med hvad jeg kan tillade mig at gøre, og hvornår jeg potentielt træder folk over tærene.
Jeg har ganske enkelt ikke de specielle briller alle andre har, der gør at man overhovedet kan se disse proverbielle fødder, så jeg leger Jorden er lavet af Ild hele tiden.

Men nok om det. (Jeg kan tydeligvis stadig ikke finde ud af at være kort og kontant.)
Min egentlige pointe her er, at jeg på grund af dette har en rimelig klar liste i hovedet der hedder Not good.
Antallet af punkter på listen varierer, i undertiden er der hele segmenter der bliver fjernet uden jeg lægger mærke til det, hvilket altid ender i et faux pas eller tre, hvorefter de prompte bliver listet op igen og streget under et par gange.

Det er ikke indtil for nylig jeg faktisk er blevet helt klar over at jeg overhovedet har denne liste, men det er noget der har fyldt enormt meget for mig siden.

For mit egentlige, eksistentielle problem lige nu er faktisk, at jeg har en enorm mangel i mit liv. Ikke for noget fysisk, ikke for noget romantisk. Men noget intellektuelt (eller hvad det nu end er for en person der ville kunne connect'e med mig på det her område).

Det ville være enormt rart at have nogen hvor vi kunne diskutere tingene jeg har på den liste, uden at det bare bliver mig der sidder og fortæller og dem der lytter og så er det dét, hvis de da overhovedet gider høre på det.
Jeg vil selvfølgelig ikke begynde at fortælle om dem uden videre til nogen der ikke er interesseret, men jeg leder bestemt heller ikke efter bare at fortælle det til nogen der blot er åbne for det.
Jeg leder efter en der kan nikke genkendende til bare nogen af tingene, en der af natur er interesseret i de samme ting.

Hvad jeg har på Not Good listen er som sådan ikke ting der er 'dårlige' for mig. Det er alle ting jeg enten finder enormt spændende eller godt kan lide at fundere over, men som jeg efterhånden har fundet ud af at de fleste mennesker synes er ret creepy eller bare enormt underlige.

En anden ting er, at jeg faktisk er ret træt af aldrig at kunne snakke om dem. Så det er planen at denne blog bliver udsat for dét. Lad os se om det overhovedet holder til en opdatering mere. Anyway.

En af de nyeste tilføjelser til listen, som basically består af ting jeg ikke skal fortælle enhver, er;
At en af de klart mest fantastiske oplevelser jeg har haft i år, var at donere blod for første gang - og (nok endnu mere) at opleve at besvime for første gang - af anæmi.
Jeg er aldrig besvimet før det, det var i kontrollerede omgivelser, jeg ved hvorfor det skete (blodtab), og der var sygeplejersker omkring mig. Og jeg lå endda ned i forvejen! Kan der være et bedre tidspunkt at besvime på for første gang?
Det var enormt spændende at opleve hvordan det sortnede for øjnene (normalt oplever man åbenbart også at det hyler for ørene?) (Det skete i hvert fald ikke for mig), hvordan jeg derfra var væk i i hvert fald en 10-15 sekunder ifølge sygeplejerskene, og vågnede langsomt op som fra en virkelig dyb søvn - og ikke kunne finde ud af hvor i alverden jeg var i de første øjeblikke.

Og hey, så fandt jeg endelig ud af en god, kort måde at beskrive hvordan jeg havde det i nærmest en uge i træk for et års tid siden hvor jeg virkelig følte mig disconnected fra resten af verden; det føles som det første øjeblik du vågner efter du er besvimet, hvor du har en klar fornemmelse af at du burde være andetsteds, og du kan ikke genkende dem omkring dig.

Hvad kan jeg så bruge det til? Nu ved jeg hvordan jeg får det inden jeg besvimer, jeg ved hvordan anæmi føles på første hånd, og jeg har gode redskaber til at håndtere nogen der er besvimet kort. (Og jeg ved hvordan jeg kan genkende om de reelt er besvimet eller måske bare trængte til lidt opmærksomhed. Hey, apparently that happens.)

Ha, det er helt underligt at beskrive det uden at skulle forsøge at holde øje med den anden persons potentielle reaktioner der indikerer at de ikke kan følge med eller se hvordan det praktisk talt tilter deres syn på mig.

Så eh, undskyld til jer der har kæmpet jer igennem det her. Congrats, you are now entitled to be a bit freaked out, I suppose haha. Jeg ved aldrig om sådanne ting egentlig er ret normale, eller om de viger over i, well, Not Good.

Næste gang; nok noget om det fascinerende billede af et menneskeligt nervesystem en læge for en god håndfuld århundreder siden dissekerede ud af et lig og limede til et træbord. Brilliant!