Saturday, 29 December 2012

Ha! En god måde at uddybe hvad jeg i mit indlæg for et par dage snakkede om (den 24. - det med hvordan vi ser verden som mennesker - er du med? Godt), er at sammenligne det med hvordan vores hjerner fortolker rigtige og fiktive historier forskelligt.
Pointen er, at det gør den ikke. Den antager begge som genfortællinger af rigtige historier, og derfor er der mange der føler så enormt meget med fiktive karakterer (relativt til deres niveau af empati - vidste i at det siges at det også kan antages alt efter hvor lidt ydre stimuli der kræves for at man gaber? Det siger vidst meget om mig og min (noget begrænsede) omgangskreds at de fleste mennesker jeg vælger at omgås begynder at gabe blot ved beskrivelsen af et, mens jeg enormt sjældent gaber selv hvis andre omkring mig gør. (Jeg vælger at antage at dette er sandt idet det stemmer overens med teorien at vi gaber for at vise medfølelse for andres træthed) (så, sidespor igen) (i hvert tilfælde: ))
Hjernen ser ikke forskel på fiktive og ikke-fiktive fortællinger umiddelbart. Det er os som tillærte sociale væsner der vælger at kategorisere de to forskelligt.

Og det mener jeg netop er et eksempel på hvordan vi /vælger/ at se verden fremfor hvordan vi egentlig ser den uden filter.

No comments:

Post a Comment