Jeg forstår til tider ikke hvordan folk kan tænke på sig selv udelukkende i en social sammenhæng. Eller, i hvert fald, på den måde de fleste mennesker tilsyneladende ser på sig selv - sjældent udefra, og ikke ulig første-persons fortællinger.

Vi vil aldrig kunne opleve verden som i første-persons fortællinger; hverken som omnipotente eller ej.

Menneskets sind er uransageligt, vi kan bilde os selv ting ind; vi er aldrig objektive, så at tro det og leve livet i den tanke at måden man ser ting på er sand, forekommer mig fremmed og opspundet.

Ved at forestille os at vi har spist noget bestemt vi har lyst til, får vi vores hjerne til at udløse de samme kemikalier der så reagerer som hvis vi havde spist det. Vi kan på flere planer konstruere nye minder og reaktioner, så det praktisk talt er som hvis det egentlig var sket, for vores personlige tidslinje.
Og vi vil aldrig kunne komme ud over den personlige tidslinje - vi er ikke omnipotente. Vi ser alt igennem vores personlige filter, og vi kan fordreje oplevelser så de essentielt betyder noget helt andet for os.

Det er for mig uhyre vigtigt altid at huske på dette, og altid være opmærksom på det i mange situationer.
Det gør at jeg kan udnytte netop vores evne til at fordreje erindringer til min fordel; og jeg kan genkende trækkene hvis jeg ubevidst gør det i bestemte situationer, og arbejde på at ændre dette hvis det er uhensigtsmæssigt til hvad jeg foretager mig og hvad jeg ønsker mit udbytte skal være.

Lad være med at forsøge at lyve for jer selv, vi har kun vores egen kronologiske tidslinje og hvis man bare accepterer det og de komplikationer der kan komme hen ad vejen, er man straks et skridt nærmere at se verden objektivt - i hvert fald i det omfang vi nu ville kunne.

Min største drøm er at kunne se verden helt objektivt, og vide hvordan alt hænger sammen og foregår. I det øjeblik ville jeg være fuldendt. Det er et fantastisk mål at have, da jeg med sikkerhed ved at jeg aldrig vil opnå dette, det er simpelthen umuligt. Men jeg kan gøre et forsøg.